Nyt museum i Tønder skal fortælle historien om Hans J. Wegner

Tønder har fået et helt nyt museum, dedikeret til en af Danmarks mest anerkendte møbeldesignere, Hans J. Wegner. Oplev Museum Wegner der bliver et nyt kulturelt samlingspunkt i området.
Læsetid: 3 minutter

Museet er placeret i Wegners fødeby Tønder og har til huse på den historiske marskgård Hestholm – en gård med rødder helt tilbage til 1300-tallet. Netop denne placering er ikke tilfældig. Hestholm havde nemlig en særlig betydning for Wegner selv, som i sin ungdom brugte gården som motiv i en af sine akvareller. Ifølge museets direktør, Anne Blond, er det derfor på mange måder en form for hjemkomst: Wegner vender tilbage til et sted, han kendte og var inspireret af.

Besøg Museum Wegner

Åbningstider:

Mandag: Lukket
Tirsdag – søndag: 10:00 – 17:00

Billetpriser:

Voksne: 75 kr.
Pensionister (67 > + mod forevisning af bevis på andre former for pension): 60 kr. 
Studerende (17-18 år + mod forevisning af studiekort): 60 kr. 
Børn (0 – 16 år): Gratis

Grupper (10 pers >): 
Voksne: 65 kr. 
Pensionister: 50 kr. 
Studerende: 50 kr.

Første fase af et større museum

Åbningen markerer første fase af et større museumsprojekt. Den eksisterende gård og de tilhørende stalde er blevet renoveret og omdannet til moderne udstillingsfaciliteter i samarbejde med blandt andre COBE Arkitekter og Jejsing Trælast.

Planen er, at museet i fremtiden udvides med en ny fløj, som vil give endnu mere plads til udstillinger og aktiviteter. Visionen er at skabe et museum, hvor arkitektur, landskab og Wegners designfilosofi smelter sammen – med fokus på kvalitet, håndværk og materialer.

Oplev Wegners design 

Museum Wegner vil formidle både hans liv, hans design og hans betydning for dansk boligkultur. Den første udstilling har særligt fokus på Wegners designprocesser og hans indflydelse på måden, vi indretter os på i dag.

Med mere end 800 m² udstillingsareal bliver der rig mulighed for at dykke ned i detaljerne og opleve nogle af de idéer og principper, der har gjort Wegner verdenskendt.

Samtidig vil museet ikke kun være for designinteresserede. Her arbejdes også med temaer som bæredygtighed, arkitektur, kunstnerisk kvalitet og entreprenørskab – formidlet til både børn og voksn

Mere end et museum

Udover udstillingerne rummer museet også en café og en lille butik, og området omkring museet er en oplevelse i sig selv. Den store, parklignende have er omgivet af marskens åbne landskab og giver en særlig ro og udsigt.

Inde fra museet kan man flere steder kigge mod Tønder by, hvor vandtårnet og Kristkirken står som karakteristiske pejlemærker i horisonten.

Internationalt perspektiv

Museum Wegner er skabt i samarbejde med blandt andre Hans J. Wegners døtre, Marianne og Eva Wegner, samt en række fonde, virksomheder og Tønder Kommune.

Ambitionen er, at museet ikke kun bliver en lokal attraktion, men også et sted for international udveksling. Wegners design har haft stor betydning globalt, og netop den internationale interesse var med til at gøre ham kendt i Danmark.

Hvem var Hans J. Wegner?

Hans J. Wegner er en af Danmarks mest berømte møbeldesignere og en central figur i det, der i dag kendes som dansk design i verdensklasse. Han står bag mere end 500 stole – heriblandt den ikoniske Y-stol – og er kendt for sin kompromisløse tilgang til håndværk, materialer og funktionalitet.

Wegner var en del af den generation af danske designere, der var med til at forme vores måde at bo på og bidrog til udviklingen af det moderne velfærdssamfund. Hans designs kombinerer æstetik og funktion på en måde, der stadig inspirerer arkitekter og designere verden over.

Guide

Handicap tilgængelighed

Fuld tilgængeligt

Niveaufri adgang, elevator m.m., som gør det muligt for kørestole at komme omkring.

Delvis tilgængeligt

Der er rum/områder hvor man som kørestolsbruger ikke kan komme ind, men stadigvæk muligt at få en god oplevelse.

Tilgængeligt med en hjælper eller lidt gangfunktion.

Der er et trin eller andet der gør at man behøver hjælp for at kunne deltage/komme ind.

Ikke tilgængeligt.

Her mangler elevator, ramper eller andet der gør at kørestole ikke kan komme ind.

Tilgængelighedsvurderingen er foretaget ud fra en almindelig størrelse kørestol. Hvis man bruger ekstra bred elektrisk kørestol eller el-crosser, beder vi jer venligst selv kontakte det ønskede besøgssted. Ligeledes kan der være forhold der gør at tilgængeligheden i en periode ikke er som beskrevet af os. En god ide er altid at søge oplysninger på det ønskede besøgssteds hjemmeside.