Kommandøren og Kaskelotten – Rømø – 29 km


Vil du opleve det smukkeste af Rømø og se steder, der ikke kan ses fra bilvinduet? Hop på cyklen og kør ad hyggelige cykelstier gennem klitlandskaber, der byder på uimodståelige udsigter over denne smukke ø.

Det står frit for at starte turen hvor som helst. Denne tur starter i Havneby (1), hvis havn er grundlagt i 1964 og siden da har der været færgesejlads til den tyske ø, Sylt. Fra Havneby følges cykelstien mod nord, der går parallel med Havnebyvej. Indtil Ringvejen benyttes denne cykelsti.

Første seværdighed på turen er den gamle redningsstation (2) fra 1887, som i dag huser øen frivillige brandværn. Tårnet fungerede i sin tid som observationspost for nødstedte skibe.

I kort afstand fra redningsstationen ligger Rømø Kirke (3) eller Sct. Clemens Kirken fra omkring år 1200. I 1800-tallet solgte man fra kirken retten til at sætte sit navn på kirkebænkene. Her ses navnene stadig, og A.P Møllers familie H.P.P. Møller står på en af de forreste kirkebænke.

Godt på vej nordpå passeres Naturcenter Tønnisgård (4), som inspirerer til flere ture ud i naturen. Kig ind og hør nærmere om de mange naturoplevelser centret kan byde på.

Nu skal der trampes i pedalerne op til Ringvejen, hvorfra Nationalmuseets Kommandørgården (5) kan besøges ved at fortsætte 500 meter.
I årene 1784-1874 fungerede en del af gården som skole, men nu fungerer det hele som museum, der blandt andet udstiller et hvalskelet af de hvaler, der strandede i 1996 og 1997.

Fra Kommandørgården følges cykelstien tilbage mod syd til ruten fortsætter ad Ringvejen. Er der brug for et hvil, så kan det anbefales at bestige Høstbjerg (6) og nyde en spektakulær udsigt over den nordlige del af Rømø. Efter at have mærket vindens blide favntag og den friske luft på toppen af
Høstbjerg fortsættes turen ad Ringvejen. I det følgende sommerhusområde fra 1970’erne gemmer der sig en af øens smukkeste strækninger på cykel. En lille sti på højre hånd fører til Lakolk (7) gennem et storslået strandengsområde.

Som på Høstbjerg dukker følelsen af at være alene på stedet flere gange op, alt imens den smukke natur nydes til fulde. I Lakolk er der glade dage; det summer af liv, pause fra hverdagens stress og jag og mulighederne for proviantering er mange her. Småfolksvej leder automatisk ruten tilbage til hovedvejen og undervejs findes et storslået syn over Rømøs klitheder. Ved den første parkeringsplads på Havnebyvej følges den gule afmærkede sti, indtil Spidsbjerg (8) på højre hånd åbner op for endnu en fantastisk udsigt over strandklitterne.

I kort afstand fra Spidsbjerg følges vejen til højre. Efter 200 meter fletter skovvejen sammen med ridesti, og det kan være nødvendigt at trække cyklen de sidste 250 meter til Grammarksvej. Turen går nu først til højre ad grusvejen og derefter ad skovveje til Rimmevej. Sønderstrand (9) med sine imponerende åbne vidder ligger i kort afstand fra ruten.

Tag jer tid til at nyde stranden, inden turen ad sikre cykelstier tager jer tilbage til Havneby, hvor en fortjent is eller andet lækkert kan afslutte dagens cykeltur.