Vi er dette forår igen vært for Offentlige Foredrag i Naturvidenskab. Så I kan glæde jer til 6 spændende foredrag som bliver live streamet fra Århus Universitet.
Det er ganske gratis at deltage, men kræver tilmelding på info@tonnisgaard.dk eller 74755257.
Det vil være muligt at købe kaffe, te og småkager i pausen.
Dørene åbner 18.40, og foredraget begynder kl. 19.00.
I kan læse mere om foredragsrækken på www.ofn.au.dk
Denne aften er vi nået til det 4 foredrag i rækken. Denne aften vil lektor i videnskabshistorie Kristian Hvidfelt Nielsen og Professor i kernefysik Hans Otto Uldal Fynbo fortælle os om bomben – Atombomen.
De beskriver deres foredrag sådan her:
Mellem de to Verdenskrige – en tid som var præget af høj usikkerhed, store kulturelle forandringer og internationale spændinger – opstod fysikken der gjorde det muligt at konstruere en atombombe. Kernefission og kædereaktioner blev opdaget i 1938-39 lige op til udbruddet af Anden Verdenskrig, og selve bomben var klar netop som krigen var ved at slutte, takket været et enormt forsknings- og udviklingsarbejde i USA under navnet Manhattanprojektet – verdens første Big Science-projekt. I virkeligheden var der ikke kun én type atombombe, men to forskellige bombedesigns der hver især krævede store ressourcer at udvikle.
Efter krigen stod fysikere og alle andre i en helt ny situation. Den Kolde Krigs splittelse mellem øst og vest prægede den internationale dagsorden, men mange fysikere – heriblandt Niels Bohr og J. Robert Oppenheimer – talte for nødvendigheden af en åben verden baseret på åben forskning og internationalt samarbejde. Andre fysikere var med til at udvikle endnu mere frygtindgydende våbensystemer, mens hele verden forberedte sig på det nukleare ragnarok.
I foredraget dykker vi ned i både fortællingen om hvordan atombomben blev til og ændrede verden – et krydsfelt mellem fysik, historie og sikkerhedspolitik – og fysikken i hvordan atombomber virker: hvilke materialer bomberne kan laves af, hvor energien kommer fra, hvad kritisk masse er, og hvorfor der findes flere typer af atombomber. Det er også historien om hvordan den, dengang, nye kvantefysik og relativitetsteori helt fundamentalt forandrede fysikken og derefter var med til at ændre verden.
I dag er verden stadig præget af bomben. Dommedagsuret blev oprindeligt udviklet i 1947 for at advare om faren for nuklear udslettelse. Nu er uret tættere på midnat, dvs. dommedag, end nogensinde før. Bomben har ændret den måde vi lever på. Så spørgsmålet er om vi kan leve med bomben?”
Teamet på Tønnisgaard glæder sig til at se jer til en hyggelig og lærerig aften.
Fuld tilgængeligt
Niveaufri adgang, elevator m.m., som gør det muligt for kørestole at komme omkring.
Delvis tilgængeligt
Der er rum/områder hvor man som kørestolsbruger ikke kan komme ind, men stadigvæk muligt at få en god oplevelse.
Tilgængeligt med en hjælper eller lidt gangfunktion.
Der er et trin eller andet der gør at man behøver hjælp for at kunne deltage/komme ind.
Ikke tilgængeligt.
Her mangler elevator, ramper eller andet der gør at kørestole ikke kan komme ind.
Tilgængelighedsvurderingen er foretaget ud fra en almindelig størrelse kørestol. Hvis man bruger ekstra bred elektrisk kørestol eller el-crosser, beder vi jer venligst selv kontakte det ønskede besøgssted. Ligeledes kan der være forhold der gør at tilgængeligheden i en periode ikke er som beskrevet af os. En god ide er altid at søge oplysninger på det ønskede besøgssteds hjemmeside.