Dette er et oplæg skrevet af Visit Rømø & Tønder.

Bygningskultur i den gamle handelsstad Tønder

Bliv klogere på Tønders helt unikke bygningskultur.
Læsetid: 5 minutter

Siden begyndelsen af dette århundrede har forståelsen af byer og bygninger, som en vigtig del af kulturarven, været i stadig vækst. De nærmest statiske forhold mange steder, var i slutningen af 1800-tallet blevet afløst af voldsom aktivitet og udvikling indenfor alle områder. Gamle bygninger og bystrukturer blev erstattet af nye, og ofte forsvandt historiske og værdifulde bygninger i samme ombæring.

Tønders opståen

Tønder har gennem århundreder været en vigtig handelsby i Vestslesvig.

Byen opstod sandsynligvis i den tidlige middelalder, som en naturlig havn i bunden af Vidå Deltaet*. Stedet har været sejlbart for selv større skibe.
*trekantet landområde dannet af aflejringer afsat ved en flods munding hvor den deler sig i mange forgreninger.

Byen opstod på en lille holm med Marsken udbredt mod syd og vest.
Baggrunden for bydannelsen i Tønder er havnen, der udmærkede sig som en oprindelig naturhavn i Vidå Deltaets dyb. Tilpas langt inde i landet til at landtransporterne til og fra havnen kunne foregå naturligt mod nord og øst, og i sommermånederne også mod syd.
Vidå Deltaet tillod yderligere omladninger til mindre skibe med fragt til det sydlige opland og Vadehavets kyst og Øer. Fra havnen førte to små gader, Kogade og den nu fjernede Pebergade, ud til den fra vest til øst førende hovedfærdselsåre.

Byens daværende gadenet lå sandsynligvis omkring Tønderhus, Skibsbroen og Vestergade.

Torvet og Kirkepladsen

Helt centrale pladser i byen er Torvet og Kirkepladsen, omkring Kristkirken.

Beliggende midt for hovedstrøget breder de sig begge ud, tæt op ad hinanden, men dog helt forskellige og adskilte. Tidligere har de muligvis udgjort èt stort område, men med randbebyggelser er opdelingen i to, særlig ensartet, men pladsen opleves alligevel som intim, og spændende. Primært i kraft af de markante bygninger Torvet 11, det gamle rådhus og Humlekærren. Oplevelsen af Torvet forstærkes af de flotte og spændende kig, ad Østergade, Storegade, Søndergade, Richtsensgade, Smedegade, og Kirkepladsen.

Kirkepladsen er en oplevelse for sig, her er der tale om en sjælden harmonisk bebyggelse som ramme omkring byens kirke. I dette byrum kan man opleve en historisk stemning og ro, som ikke umiddelbart forbindes med et bycentrum.

Ved tårnets fod er oplevelsen overvældende. Uanset hvorfra, man har et indkig til kirkepladsen, opfattes helheden, også her understreget af den fine brostensbelægning.

@Bjarke Petersen - Visit Rømø & Tønder

Uldgade, Frigrunden og Skibbroen

  • Uldgade:

Uldgade er uden tvivl den gade der, ude omkring, er synonym med det gamle Tønder, hvilket naturligt hænger sammen med gadens intimitet og pittoreske fremtoning.

Helheden tegnes af detaljerne, såvel som i anden god arkitektur. De gavlvendte karnaphuse, husrækkerne, belægningen i gaden og den fine måde hvorpå alt er føjet sammen.

  • Frigrunden:

En tilsvarende oplevelse giver Frigrunden, gaden har et andet forløb end Uldgade, men den “historiske atmosfære“ er tilsvarende, og et par enkelte utroligt smukke huse, hæver gaden arkitektonisk set, op på et højt niveau.

  • Skibbroen:

Skibbroen var oprindelig blot en ankerplads i Vidåen, godt beskyttet for vinden. Senere i byens udvikling, udgravede og anlagde man en bådehavn, som i handlens storhedstid blev udbygget og bebygget. Senere sandede Vidåen så meget til, at de større både ikke længere kunne sejle ind til Tønder, og Skibbroen mistede efterhånden sin betydning. I 1930érne er havnen og kanalen blevet fyldt op, og har givet plads for et større parkeringsareal.

Gavlhuse

Gavlhusene findes som enkelthuse mange steder i de sønderjyske byer, bl.a. Haderslev og Aabenraa, men intet sted så talrigt repræsenteret som i Tønder.

Gavlhusene er tæt knyttet til byernes anlæggelse i begyndelsen af 1200-tallet med lange og smalle grunde, såkaldte stavne, der løber fra hovedgaden ned til en baggade.

Mens man i andre byer hurtigt fik lov til at brede de meget upraktiske, lange, smalle grunde ud, bl.a. ved at købe nabogrunden, så man kunne bygge et hus med siden til gaden, forsynet med en praktisk port, blev dette ikke tilladt i Tønder før end i 1768. Derfor er Tønder i bemærkelsesværdig grad, stadig domineret af denne middelalderlige bygningstype.
De mange gavlhuse er derfor et kendetegnende træk for Tønder, hvilket giver byen en helt særlig karakter, der ikke ses andre steder i landet. Hvor hustagene i andre byer, der er præget af langhuse, med kraftige vandrette gesimser, trækker sig tilbage og bliver næsten “usynlige“ i gaden, står gavlhusene meget højt og dermed meget synligt i gadeforløbet. De vandrette linjer man er vant til på langhusene, dannes på gavlhusene udelukkende af vinduesflugterne og tagfødderne, ellers er det lodrette og skrå linjer, der som noget ganske særligt er dominerende. Gaderne fornemmes dermed meget højere og anderledes end i andre danske byer.

Klostercaféen på Torvet er et gammel gavlhus - @Klostercaféen

Bindingsværk

Indtil langt op i forrige århundrede var bindingsværk den mest udbredte bygningskonstruktion i byen. Mange steder, især på Østergade og Søndergade, ser man rester af byggemetoden, oftes som fragmenter end som hele bygningsafsnit.

Murværk

Tønder har, i forhold til mange andre sønderjyske byer, flere ældre grundmurede huse fra 15 – og 1600´tallet. Som eksempel er Torvet 11 unikt på vore kanter.

Østergade 13, med sin svungne gavl og vandrette profilbånd, repræsenterer tiden omkring 1650, hvor gotikkens virkemidler definitivt er ude af billedet. Over samme læst er Østergade 1 gjort, de svungne gavle er dog forsvundet og dermed det helt umiddelbare indtryk af lighed.

Omkring 1700 ændrede de grundmurede huse sig, især i detaljeringen. Gesimserne bliver kraftigere i profilering og udladning, de kurvehanksbuede stik over vinduerne afløses af lige, og sten størrelsen bliver også mindre.

Karnapper

Karnapper har tidligere været et meget anvendt element i hele Sønderjylland og Nordtyskland helt tilbage til omkring 1600-tallet. Grunden hertil skal sandsynligvis søges i byggeskikken, med de mange gavlhuse tæt sammenbygget uden mulighed for ordentligt lysindfald på langsiderne.

Mange steder er de ganske langsomt forsvundet fra husene, men i Tønder er de stadig meget karakteristiske i gadebilledet. Af de ældste er der desværre ingen tilbage, konstruktionen har været for udsat til at kunne overleve så længe, men eksempler fra 1700- årene kan stadig ses, som fx. i Uldgade og Østergade.

Gadedøre og Portaler

Et andet gennemgående og dominerende element i det tønderske bybillede er gadedørene og portalerne. Den dobbeltfløjet fyldningsdør, som er en meget udbredt type, kendes fra omkring 1700. Konstruktionsprincippet er ret ens fra dør til dør, med en revledør inderst, hvorpå er lagt fyldinger og rammestykker, som så til gengæld er meget forskelligt i udformning og dekoration.

 

I rokokoen bliver forlægget strammet op, dørene bygges op med nederst et postament og derover et glat fyldingsfelt eller evt. en opsprosset* rude. Over fløjdørene var der som regel et over vindue, som gav lys til Dielen*. Denne type, fra 1700-tallets anden halvdel, er rigt repræsenteret i Tønder, hvilket også fremgår af de efterfølgende fotos.

Efter rokokoen fulgte Louis Seize-stilen, hvor dørene og portalerne blev strengt symmetriske og med udpræget klassiske motiver, men stadig meget elegante.

Fra 1830érne afløses Louis Seize-stilen af den mere afdæmpede klassicisme, hvor fløjdørene bliver helt symmetriske og med rolige, ensartede fyldinger.

* tynde sprosser med ruder i enkeltlagsglas isat med kit

* Sønderjysk ord for forstue i et hus eller en gård.

Sidst i 1800-årene begynder historicismen at sætte sit præg, og især nygotikken blomstrer. Disse historisk inspirerede dørtyper bruges flittigt frem til 1920-30, hvor nye stilarter begynder at gøre sig gældende.

Nye stilarter og hjemstavnsstil

I 1860érne og 1870érne videreførtes puds arkitekturen fra århundredets første halvdel i betydeligt omfang. Omkring 1870 begyndte de historiserende stilarter at sætte deres umiskendelige præg på ny-og ombygninger.

I perioden mellem 1864 og 1920 var påvirkningen sydfra meget stærk. I 1867 indførtes den prøjsiske byggelov, hvilket medførte at tegninger og beregninger på alt byggeri skulle forelægges myndighederne og godkendes, før byggeriet måtte realiseres.

Da byggeri tidligere mere havde været et spørgsmål om håndværkstraditioner samt bygherrens og bygmesters ønsker og formåen end skrivebordsarbejde, var det noget af en procedureændring for de lokale bygmestre pludselig at skulle præstere tegninger og beregninger. Derfor blev meget byggeri herefter katalog- eller typehusbyggeri efter store tyske tegnestuers færdigtegnede forlæg. Dette betød unægteligt at byggeskikken tog en noget anden retning end tidligere.

Disse ofte stereotype huse prægede byggeriet de næste 30 år, indtil Tønder fik sine egne lokale arkitekter. 

Find mere
læsestof her

da_DKDansk